Foreningen” Nøragers Humanitære Hjælpeorganisation for Russiske Børnehjem ” blev stiftet af en gruppe frivillige den 1. Februar 1998, med det formål at invitere børn fra Skolebørnehjemmet i Podborki på sommerferie i Danmark.
Podborki er en mindre by beliggende ca. 250 km syd for Moskva, i det område der var udsat for radioaktivt nedfald efter Tjernobyl ulykken.
Skolehjemmet i Podborki er et såkaldt skolebørnehjem.
Børnene bor på skolehjemmet fra søndag eftermiddag til lørdag middag, og går i skole fra mandag til lørdag middag.
Nogle af børnene har et rigtigt hjem med forældre eller plejeforældre, som de kan tage hjem til i weekenden eller i ferierne; men en del af børnene bor fast på skolen hele skoleåret.
Der er forskellige grunde til at børnene ikke bor hjemme hos forældrene. Nogle af de vigtigste årsager er fattigdom, afstand til skolen, kriminalitet og vodka.
En del af børnene har det godt derhjemme, og de tager hjem hver weekend; men andre har det slet ikke godt derhjemme, og må blive tilbage på skolehjemmet.
Men i sommerferien skal alle børnene hjem, det siger loven.
Skoleinspektør Mamedova siger, at den 31 maj er årets værste dag, hvor hun må sende alle børnene hjem.
Børnene helt uden hjem bliver sendt i koloni. At sige farvel til de 30 – 40 børn, der har opholdt sig på Skolehjemmet siden skoleårets start den 1. September er det sværeste, for hun ved ikke hvad hun sender dem hjem til. Måske et hjem hvor moderen drikker, og stedfaderen slår dem.
Russiske børnelæger har udtalt at ” ethvert barn fra de stråleramte områder, som bringes til Danmark på en måneds ophold, får to års liv tilbage ”.
Foreningen” Nøragers Humanitære Hjælpeorganisation for Russiske Børnehjem ” forsøger også at hjælpe børnene hjemme i Rusland, når der opstår akutte behov herfor. Det kan feks. være i form af varmt tøj, fodtøj mm.
Lige så væsentligt mener vi det er at hjælpe skolehjemmet med så nødvendige ting, som reparation af toiletter, badeforhold, varme, varmt vand og i det hele taget forbedre de sanitære forhold.
Torsvang 11
9610 Nørager
Tlf. 96724488
Tilbageblik ved foreningens 10. generalforsamling.
Hvad startede det hele?
Hvorfor dannede man en Russerforening?
For at kunne forstå dette skal vi tilbage til foråret 1997, hvor ASF (arbejdernes samariterforbund under Dansk Røde Kors) kontaktede mig for om de kunne låne Ungdomshuset Skrænten, hvor jeg på dette tidspunkt var formand.
De fortalte de ville invitere 30 Russiske børn fra det stråleramte område efter Tjernobyl ulykken, på sommerlejr i Nørager. Børnene ville blive indkvarteret på Sortebakkeskolen hvor de skulle sove og spise, og her skulle de fleste af aktiviteterne også foregå. Man ønskede dog nogle af aktiviteterne henlagt til Skrænten, hvilket vi selvfølgelig sagde ja til. Vi er i denne forbindelse (min nabo Leif Tordrup, som på det tidspunkt var kasserer for Skrænten og undertegnede)
Efter en måneds tid, henvendte ASF sig imidlertid igen, for at spørge om vi eventuelt kunne tænke os at deltage i planlægningen af sommerlejre. Dette sagde vi selvfølgelig ja til.
Der blev afholdt flere planlægningsmøder på Skrænten, hvor vi for første gang hørte om det spænde arbejde med de Russiske børn, og om hvor svært det kunne være at skulle sige farvel til disse børn, når de skulle hjem, hvilket vi jo selv senere har erfaret.
Børnene ankom til Sortebakkeskolen først i juli måned 1997 og var her i ca. 1 måned.
Flere af de børn der kom her til Danmark havde problemer med skjoldbruskkirtelen, og efter hvad jeg har kendskab til, er et par af disse børn senere døde.
Det var et fantastisk spændende og givende arbejde at have med disse børn at gøre, og en aften da jeg kom hjem til aften og spurgte om Bente ikke ville med ud og hilse på børnene, tøvede hun lidt, hvorefter hun sagde ” jeg kan da også lige tage med ud og hilse på dem” Efter denne aften, var hun der hver dag efterfølgende, hvor det var muligt.
Efterhånden som det blev kendt i Nørager og omegnen, hvad der foregik på Sortebakkeskolen, dukkede der efterhånden flere og flere folk op der enten var lidt nysgerrige, eller gerne ville hjælpe lidt til. Mange af disse blev dog som regel, ligesom visse andre, glade for disse børn, og dukke regelmæssig op for at hjælpe til.
En af de ting jeg hæftede mig mest ved var, når vi om aftenen når børnene var gået til ro, sad og fik en kop kaffe ved et bord uden for skolekøkkenet, kom der i halvmørke flere børn listende ned på toilettet, og inden de gik op i klasserummet hvor de sov, skulle de lige ind i et lille åbent lokale ved siden af toiletterne, og her kunne vi høre de stod og fnisede lidt, hvorefter de forsvandt op igen. Vi blev naturligvis nysgerrige for, hvad det var der kunne være så interessant, og gik hen for at undersøge sagen. Til vores store overraskelse viste det sig at være en masse frugt i form af tomater, æbler og bananer som børnene var blevet glade for, dette var de naturligvis ikke vant til hjemmefra, så vi grinede lidt af det, og lod dem spise det de havde lyst til.
Nogle dage efter kom der endnu en stor overraskelse, som vi lige i starten ikke helt kunne forstå. Det viste sig nemlig at flere af børnene havde taget noget af det mad de havde fået om aften med op i klasseværelserne hvor de sov, og gemt maden i deres soveposer. Grunden til dette, mente de to tolke der var med børnene var, at de jo ikke var vant til at få så meget mad, og måske var bange for ikke at få så meget igen.
Alt i alt en fantastisk sommerferie som jeg aldrig glemmer, og heldigvis har vi da også kontakt til flere af dem endnu, dette gælder et par af børnene, og en af tolkene, samt en masse andre hjælpere på lejren.
I månederne efter lejren talte vi næsten altid om disse børn når vi mødtes, og kom altid ind på, hvor dejligt det kunne være at se dem igen, og drøftede mulighederne for hvordan det kunne lade sig gøre, men kunne ligesom ikke finde nogen løsning.
Vi spurgte ASF om de ikke kunne hjælpe os til at få disse børn at se igen, men de sagde at de aldrig inviterede de samme børn to gange, men spurgte i stedet om vi ikke kunne være interesseret i at hjælpe med at arrangere en ny sommerlejr.
Vi afslog imidlertid dette grundet de mange problemer der også havde været på lejen, hvilket skyldtes dårlig ledelse fra deres side.
Tiden gik, indtil min nabo Leif en dag kom over til mig og fortalte, at han var blevet kontaktet af en Ole Jensen, der havde fået Leifs navn og adresse, samt tlf. nr. af en pige på et børnehjem i Rusland.
De havde talt lidt frem og tilbage om sommerlejren her i Nørager, og Ole havde fortalt lidt omkring Børnehjemmet i Rusland, og havde givet udtryk for han muligvis kunne hjælpe os med kontakt til disse børn.
Vi aftalte hurtigt et møde med Ole Jensen, og samlede alle de hjælpere vi var kommet til at kende fra lejren ude på Skrænten.
Det viste sig at Ole havde været ovre og besøge det børnehjem i Rusland, hvor ca. halvdelen af de børn vi var kommet til at holde af, kom fra, og da Ole både talte og skrev Russisk, var muligheden for at få kontakt til disse børn tilstede, og da Ole samtidig også mente vi ville have mulighed for at invitere dem her til Danmark, turde vi næsten ikke tro på det.
Vi havde efter denne aften mange møder omkring dannelse af en forening og telefonsamtaler med Ole for at forvisse os om, at det var muligt at få børnene her over.
Vi blev alle enige om at danne en forening, og gik i gang med at lave vedtægter, og finde på et navn til den, hvilket blev ”Tjernobyl børn til Nørager” . Stiftende generalforsamling blev afholdt søndag den. 01.02.98, hvor foreningen blev en realitet.
Sommerlejr for 11 Russiske børn blev en realitet allerede sommeren 1998, og her kan jeg ikke lade være med at nævne, at dem der ønskede at have børn denne sommer, blev nødt til selv at indbetale penge til flybillet, da foreningen jo ikke havde nogen startkapital. Det viste sig dog senere at foreningen fik skrabet så mange penge sammen, så de kunne få pengene tilbage.
Personerne der var med til den stiftende generalforsamling var:
Henry Nielsen, Nørager
Irene Jensen, Års
Karsten Jensen, Års
Leo og Gurli Larsen, Ladelund
Jytte og Poul Hansen, Nørager
Eva Nielsen og Leif Tordrup, Nørager
Ole Clemmensen, Ålestrup
Tove Olesen, Stenild
Ole Jensen, Bramming
Bente og Arly Hald, Nørager
.